Side:Ulf Hemming - Noveller.djvu/163

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst
155

med et dygtigt Tag i hans Arm skreg hun høit: "Ludvig, vi skal have Bal fjerde Juledag!"

"Bal!" raabte Ludvig og slog Hænderne sammen. "Jomfru Knap! maa jeg engagere Dem til første Dands? Ak, nei det er sandt — den skal De vel dandse med Hr. Frederiksen."

"Hr. Frederiksen!" udbrød Henriette. "O! jeg arme Synderinde. Igaar kom jeg fra Fyen, og først idag husker jeg Dem." Med disse Ord greb hun begge hans Hænder. "De er ung og smuk, som da jeg sidst saae Dem."

"Ja og jeg holder ligesaameget af Dem nu, som dengang," svarede Hr. Frederiksen uden mindste Forlegenhed, idet han reiste sig.

"O! havde Skjæbnen blot ikke allerede givet mig een Mand" — sukkede Henriette overgiven.

"Ja, mig fik De saamæn ikke. Nei, mine Tanker staae til en Anden." O! Amor, Du lille Skalk, saae Du nu de to Blikke, der mødte hinanden over Ludvigs og Henriettes Skuldre! "Det er dog underligt," tænkte Jomfru Knap, "at den Kjærlighed gjør de Mandfolk saa undseelige! Ja, ja, Juleaften er ikke forbi endnu."

"Men Henriette," udbrød Werner smilende, "Du staaer jo og frier til Frederiksen."