Side:Ulf Hemming - Noveller.djvu/166

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst
158

tryk, hans lave Pande var omgiven af tykt, ravnesort Haar. Naar han nu saaledes traadte frem og med et logrende Smil gjorde sin Compliment og derpaa, efterat at have læspet en eller anden Grovhed frem, igjen trak sig tilbage, kunde man i hvert Ansigt læse en forskjellig Dom om ham. Nogle smilte medlidende af ham og kaldte ham det spanske Faar, da hans Fader var en Spanier; Andre trak rig forbausede tilbage fra hans Selskab, som om der var mødt dem et Onde, der quælte dem, men som var dem selv en Gaade; Andre gik lidt videre og beskyldte ham for Ondskabsfuldhed; vi ville imidlertid ikke afgjøre, hvad der var det Rette, men simpelthen føre ham frem for vor Læser, og lade ham dømme.

Idet han med Pastor Werner traadte ind i Dagligstuen, standsede den forrige Munterhed aldeles og for at gjøre den pinlige Taushed kort, reiste Fru Werner sig for at hilse paa ham. Murino, som vel havde mærket den Uhyggelighed, hans Indtræden mod Alles Villie foraarsagede, satte med et nedladende, sødt Smil Lorgnetten i Øiet, saae sig om i Kredsen og styrede derpaa lige hen imod Jomfru Knap, hvis Haand han med usigelig Varme kyssede. "Min yndige Miss Frida, aldrig har jeg seet Dem saa deilig som i Aften."