Tanten forskrækket traadte et Par Skridt tilbage, saae han forundret paa hende, strøg sig over Panden og sagde: "Det er dumt, Tante. Han er jo slet ikke til, det er kun dumt Hjernespind, men jeg kan ikke gjøre for det, naar jeg er ene, er jeg saa angst." Med disse Ord reiste han sig og lode sine Øine ganske mat glide omkring i Værelset. Fru C.. løb hurtig ind at kalde paa sin Mand. Justitsraaden kom og spurgte forundret: hvad der feilede ham? men Valdemar forblev tavs; pludselig reiste han sig, tog Onkelen ved Haanden og spurgte ham:
"Hvoraf kommer det, at det nu er saa lyst? før var det jo ganske mørkt — ganske sort." Her bøiede han sig, spilede Fingrene ud og greb efter Noget; derpaa lagde han eftertænksom Haanden paa Panden og syntes at gruble, men medeet skreg han igjen: "Onkel, jeg er i Helvede. Han vil brænde mig. Seer Du ikke hvor Flammerne lyse?"
Man sendte nu hurtigt Bud efter Lægen, der imidlertid strax ved sin Ankomst erklærede Valdentar for vanvittig; to Dage efter blev han kjørt til Bistrup.
Paa Høllo gjorde dette et overordentligt Indtryk. Næsten aldeles flov for, hvad der foregik rundt omkring ham, mødte han Alt, som truede med at rive ham ud af denne apathiske Tilstand, med bitter Spot og
