Kjøkkenbord, bød hende derpaa galant Armen og førte hende ind i Spisestuen. Her vare Alle forsamlede om Theebordet, Adjunct Spindler og hans Moder, Hedevig, Høllos Fættere og hans Onkel. Man havde vel mærket en vis Uro i Huset, men man havde tilskrevet det et mindre godt Lune hos Madammen; man anede mindst, at Høllo var Ophavsmanden. Der blev derfor ogsaa en uhyre Overraskelse, Leen og Spørgen, da Høllo traadte saa gravitetisk ind med Huusfruen under Armen. Alle omringede ham og gratulerede ham, spurgte ham og svarede selv, fortalte og raabte i Munden paa hinanden — kun Hedevig blev tilbage, hun rødmede, da hun hilste, og fik saa travlt med sin Theepotte, at hun ikke kunde give sig af med Høllo, hvormange Blikke end Mama sendte hende. Hun havde kun seet engang paa ham og dog havde hun i dette ene Blik gjort saa mange Erfaringer; han var voxet, havde begyndt at faae Skjæg, han var ikke hverken i Ansigtstræk eller i Stemme saa spids, der var noget mere Venligt og Godt ved ham. Høllo havde omtrent gjort samme Opdagelse om Hedevig; hun var vel ikke voxet, men hun var bleven fyldigere; hendes friske, rødmussede Ansigt var blevet mere udviklet, hendes Træk mere faste og charakteerfulde. En uendelig Godhed lyste ud af hendes klare,
