Side:Ulf Hemming - Noveller.djvu/69

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst
61

mumlede han for sig selv, idet han gik fra den ene Gang til den anden, besaae hvert Træ, hver Blomst. Enhver kjender vist de hellige Følelser, der gribe os, naar vi ovenpaa sørgelige Forvildelser, føres bort fra Livets Tummel, hvor vi kastedes om uden Maal, befries fra Sjælens martrende Kampe og medeet see os hensatte i en idyllisk Fred og Ro. Høllo betragtede hver lille Blomst, som om han var Botaniker, stirrede paa hvert Træ, som om han havde et Kunstværk for sig; han begyndte tilsidst paa sin Vandring at oprykke det Ukrudt, han traf i Blomsterbedene og at sætte Stiver til de Grene, Frugten truede med at knække. Saaledes kom han lidt efter lidt i fuld Virksomhed og bemærkede neppe Hedevig, før hun stod lige ved Siden af ham.

"Du er en rask Arbeider", sagde hun smilende.

"Ikke sandt? Jeg er ikke af dem, der staae ledige paa Torvet til Klokken 7 om Aftenen, thi vil Ingen leie mig, saa arbeider jeg gratis."

"Det er særdeles smukt. Naar har den arbeidsomme Aand besat Dig? da Du for 2 Aar siden var her i Pintsen, bestilte Du Intet uden at gynge frem og tilbage i Moders Lænestol med en Bog i Haanden."

"Ja, for 2 Aar siden. Der er skeet meget i den Tid. — Er ingen af Dine Brødre forlovet, nu kunde de