92
I HVALROSFANGERNES LEJR
Saa gik Drengen, og der blev stor Glæde ved Igdluerungneq, da han kom hjem. Og de rettede sig alle efter, hvad Kæmpen havde sagt. Et Par Gange var der rigtignok nogle gamle Kællinger, der begyndte at tale om Spæk.
"I — î — î, om man kunde spise lidt Spæk til — î — bare en eneste Mundbid!" Men de andre, som hørte dem tale saa, skammede dem ud og hindrede dem i at følge deres Lyst.
Nogle Dage senere gik Drengen atter op til Kæmpen. Han fandt Huset, gik ind og blev endnu bedre modtaget end forrige Gang. Under hans Briks saa han et Kæmperibben, ganske hvidt af den lækreste Talg.
"Jeg har fanget en vældig Kapiarfik" sagde Kæmpen og pegede paa Ribbenet.
Drengen begreb ikke, hvad det var.
"Jeg har fanget en vældig Kapiarfik," sagde han endelig, og da først forstod Drengen det.
Kæmpen gav sig nu til at skære noget af Kødet fra og kogte Drengen et forsvarligt Maaltid.
"Det er vanskeligt at finde lidt Adspredelse heroppe. Bliv her i Aften!" sagde Kæmpen.
Og det gjorde Drengen.
Ud paa Aftenen begyndte Kæmpen at pynte sig — til Angakokleg.
"I Aften skal der være stor Angakokfest ved Erkrûtit, og jeg skal deltage. Følg med!" siger han til Drengen.
Der var en Snes Mil til Erkrûtit, og det kan nok hænde, at Drengens Tanker strittede mod Forslaget.
"Vi skal nok være derovre før Daggry," sagde Kæmpen beroligende, da han mærkede hans Betænkelighed. Saa gik Drengen ind paa Forslaget.
Saa gjorde de sig i Stand; den eenøjede tog sin fineste Dragt paa og begyndte at forklare Drengen, hvorledes han skulde forholde sig.
"Du skal klamre dig fast til min Hals og lukke Øjne-
