98
MANASSE
Jeg fortalte ham om de evropæiske Storbyers Proletar-Kvarterer, og hans Forbløffelse kendte ingen Grænser.
"Taler du Sandhed? Kan du virkelig i samme By finde Folk, som dør af Sult, og andre, som har mange Penge liggende, — Penge, der blot er til for at føde andre Penge?"
"Ja, Manasse!"
"Men hvad gør da Kongerne og Ministrene? De skulde jo da hjælpe deres Folk ....
Du kender os Grønlændere; ingen af os har meget, nogle lidet, somme intet. Men vi hjælpes ad, derfor er det ikke saa tungt at leve. Hos jer synes det at være anderledes. Jeg har Medlidenhed med eders fattige; deres Sind maa blive ondt og bittert, som du siger, fordi de er Vidne til saa megen Overflod, de aldrig faar Del i. Men at være Rigmand i et saadant Land synes mig dog at være en endnu større Forbandelse."
Vandet over Lampen begyndte at koge, og vi bryggede os en stærk Kop Te.
Der var jo to Ting, Manasse nærede en levende Interesse for, og det var: Missionærer og Røvere. Hans Fader havde været Missionær i Cumberland, men havde maattet flygte fra sin Menighed, fordi Stedets Troldmænd stræbte ham efter Livet.
Hele Aftenen gaar med Fortællinger; jeg opvarter med frygtelige, italienske Røverhistorier, Manasse fortæller grønlandske Sagn. Jeg falder i Søvn under en af hans Historier.
Maanen strøg ind gennem Teltaabningen, og Sneen lyste med en gulbleg, vissen Farve. Det var Dagskæret. Teltet rørte sig ikke. Det var blikstille med klar Himmel: Fartsdag!
"Manasse — Manasse!"
Manden var krøben helt ned i sin Pose; en hjertelig Snorken var det eneste, der tilkendegav hans Tilstedeværelse.
"Manasse, det er Morgen!"
En Stemme inde fra Posen, som fra en Mand, der taler Søvne:
