104
MANASSE
Pigssik havde en smuk Datter, som nu netop var i sin bedste Alder. Hende begyndte hans Tænder at løbe i Vand efter. Han lavede sig en Trækølle af den Slags, som Folk der brugte til at knuse Pandeskaller med.
En Dag bad han sin Datter om at gaa ud og knuse Lampespæk; selv vilde han hjælpe hende med at holde Hundene borte. De var neppe komne ud, før Konen hørte et Skrig, og da hun løb til, var Datteren allerede dræbt.
"Slæb hende ind, og kog hende til mig!" raabte Manden.
Konen stak i at græde og formaaede ikke at gøre noget.
"Skynder du dig ikke, skal du selv faa Lov at gaa samme Vej!" brølte han i Vrede, og saa slæbte hun Datteren ind.
"Jeg længes efter at smage hende," vedblev han, "skynd dig nu med at flænse hende!"
Og da Konen atter stak i at græde, truede han med at knuse Hovedet paa hende med, og saa gav hun sig grædende i Lag med Arbejdet.
Liget blev flænset, og hun parterede det og puttede del i Gryden. Ved et Tilfælde var Hænderne komne øverst, og da Senerne kom i det varme Vand, greb Fingrene fast i Gryderanden, ganske som om de var blevne levende og vilde op igen. Og hver Gang hun stødte dem ned, kom de lidt efter op igen.
Moderen, som ikke vilde have, at hendes Datter skulde blive spist, tog saa, uden at nogen mærkede det. Urinspanden og hældte den over Kødet. Da det saa senere blev sat frem, kunde ingen spise det, og Moderen kunde saaledes bringe det til Side, uden at nogen havde rørt ved det.
Samme Nat tog hun Hævn for sin Datter, dræbte Manden sovende med hans egen Kølle og flygtede med sine to endnu levende Børn til sine Brødre. Der turde Menneskeæderne ikke tage Hævn over hende, og man hørte siden aldrig noget til dem.
— — — Da jeg sent ud paa Natten forsvinder i min
