AVIAJA OG HANS SLÆGT.
En Aften efter Mørkets Frembrud var jeg gaaet en Tur til Fjælds sammen med Puarajik, i Daaben kaldet Henrik, en ung Mand paa 19 Aar.
Det havde Dagen igennem blæst en stiv Norden med Dis og Regn, men henimod Aften var Solen kommen frem, og Vinden var løjet af. Det var svært at finde Vej i Mørket, og vi plaskede gentagne Gange ud i Vandpytter, vi ikke kunde se. Det var en dejlig Aften! Et bredt Nordlysbælte skød frem over Baggrundsfjældene og kastede et flakkende Skær ud over det dønende Hav.
"Det er de døde, der spiller Bold", sagde Henrik om Nordlysene. "Man siger, at de løber omkring deroppe uden Bukser paa ..... Se, hvor de farer af Sted!"
"Aa, man har det saa trygt her mellem de kristne," vedblev den nydøbte Henrik, "for her gaar man da ikke i den stadige Uro for at blive myrdet. Jeg var aldrig rigtig sikker paa Østkysten, jeg var jo faderløs. Det var stygt med alle de Mord; naar de først begyndte at myrde, blev de helt afsindige.
Der var engang en Morder, der gav sig til at drikke sit Offers Blod; han spiste Tangplanter dertil. Til sidst lykkedes det ham virkelig at tømme Liget.
Jeg gik altid og var bange for Christian derovre. Ganske vist — det var jo min Fader, som havde oplært ham til Aandemaner; men alligevel — man kunde jo ikke vide…
Nu skal du høre, hvorledes en hel Familie blev udryddet i Løbet af en Vinter:
