137
DA RAVNENE KUNDE TALE
var mig ofte til stor Hjælp, særlig naar jeg blev overfalden af Storm eller Uvejr. Da jeg bestemte mig til at rejse til Vestkysten for at lade mig døbe, aabenbarede de sig for mig og raadede mig fra. Men jeg gjorde alligevel, hvad jeg vilde. Siden har de ikke vist sig for mig, fordi jeg forraadte dem ved min Daab." — — —
Om Aftenen, naar vi havde faaet tændt vor lille Tranlampe, sad han saa og fortalte mig Sagn og mærkelige Eventyr fra Østkysten. Det rygtedes snart paa Bopladsen, hvad det var, vi havde for, naar vi nægtede os hjemme, Christian og jeg, til de hyppige Maaltidsinvitationer ud paa Aftnerne.
Det rygtedes, at Christian fortalte Sagn, og det varede ikke længe, før alle Pladsens gamle og unge samledes uden for vort Loft for at lytte. De fik Lov til at komme ind, og nu kom der god Fart over Christians Fortælling. Han lod sig inspirere af de lyttende Klynger rundt om i det store halvmørke Rum, og stort Udbytte havde jeg selv af at faa gennemgaaet hele Sagnhistorien paa denne underholdende og illustrerende Maade.
Christian holdt mest af at fortælle Dyrefabler, de morede ham selv mest, og jeg skal her gengive nogle, der alle handler om Ravnen. Christian kom altid til at le, naar han bare saa en Ravn, og han plejede ofte at raabe efter den, som f. Eks.: "Naa, din gamle Lurifaks, hvad er det nu for en Gavtyvestreg, du har for?" Og naar Ravnen skreg, brølte han efter den: "Nej, mig skal du ikke faa til at hoppe paa dine Løgne!"
Jeg skal genfortælle nogle af disse Ravnefabler:
DA RAVNENE KUNDE TALE.
Der var engang i gamle, gamle Dage en Tid, da Ravnene kunde tale.
Men der var det mærkelige ved Ravnenes Sprog, at Ordene havde omvendt Betydning: Naar de vilde takke, skældte
