Side:Under Nordenvindens Svøbe.djvu/155

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

141

DRENGEN, SOM FOR TIL GENFÆRDENES LAND.


Jeg har dog ment i denne Sammenhæng yderligere at burde give nogle af Christians Sagn, valgte i Flæng, baade fordi de bedre end Skildring giver et Indtryk af vor Underholdnings sære Art — paa Kirkeloftet, og fordi de saa drastisk giver Udtryk for Eskimoernes frodige Fantasi.

Saaledes bliver de Drømme, der undfanges i Kulde og Vintermørke, saaledes arbejder Hjærnen deroppe, naar de for en Aften slipper Tanken om Madstrævet for at korte de Nætter, der er for lange til at soves ud …


DRENGEN, SOM FOR TIL GENFÆRDENES LAND.

Der var engang en Dreng, som hed Qalanganguase; hans Forældre boede ved et stærkt Strømsted. En Dag spiste de Tang og døde deraf. Saa var der kun en Søster til at passe paa Qalanganguase; men det varede ikke længe, før ogsaa hun døde, og saa var der kun fremmede Mennesker til at passe ham.

Qalanganguase var ganske kraftesløs, hans Underkrop var død; og saa en Dag, da Folkene tog ud paa Fangstrejse, blev han ene tilbage i Huset. Han sad ganske alene, da han med eet hører en Lyd. Bange blev han, og med stort Besvær slæbte han sig ud af Huset og gik ind i et andet ved Siden af; og der gemte han sig inde bag Skindtapetet. Her sad han nu gemt, da han atter hørte Støj, og saa traadte der et Genfærd ind.

"Ai! Her er Mennesker!"

Genfærdet gik hen til Vandspanden og tømte Øsen to Gange.

"Tak, at jeg, som tørstede, fik Drikke! Dengang man var Jordboer, plejede man at drikke saaledes," sagde Genfærdet og gik ud.

Drengen hørte nu sine Bopladsfæller komme og samles uden for Huset, og de begyndte at kravle ind gennem Husgangen.