145
DE TO BRØDRE
"Tja, det kunde jo være en Hund," sagde Manden, da han var færdig, og den unge Kvinde var atter rolig og tog Spækket for at bringe det ud af Huset. Da hun kom ud, kastede Poulineq sig over hende og greb hende bagfra.
"Her er han! Det er en Mand!" skreg Pigen.
"Gaa ind og hent et Par Bukser til mig!" sagde Poulineq.
Naar de flyver gennem Luften, er de altid nøgne.
"En Mand uden Bukser! Han beder om Bukser!" raabte Pigen.
Saa kom de ud med Faderens Bukser, der var saa store, at de gik ham helt op til Brystet. Dem trak han paa og gik ind.
Og Poulineq tog den unge Pige til Kone og blev hos dem. — — —
Men imedens sad hans Husfæller og Landsmænd og ventede paa ham.
Endelig blev det lyst. Da Dagen for anden Gang rejste sig over dem, skiltes de og gik.
Ilimageq faldt i Sorg, da hans Broder ikke kom hjem, og det endte med, at han gav sig til at mane Aander.
En Dag begyndte ogsaa han at flaa Skindene af de Sæler, han havde gemt for Vinteren, og det samme hændte:
Man kom ud og bad ham om et Hoved.
"Det er Forraad for Vinteren!" sagde han.
Hans Søster fik Taarer i Øjnene og gik ind.
"Hvorfor græder du?" spurgte Moderen.
"Han svarer, at det er Vinterforraad!"
"Det er jo det Svar, som plejer at gaa forud for deres Forsvinden," sagde Moderen og begyndte ogsaa at græde.
Endelig skete det, at alt vendte sig mere og mere mod Vinteren, og saa var det Vinter en skønne Dag.
Og det hændte, at Ilimageq ligesom sin Broder i de Tider, da Mørket faldt tæt om Landene, gik ud og kaldte Bopladsfællerne sammen.
