149
FJÆLDKLØFTEN, SOM LUKKEDE SIG
Ja, ganske rigtigt! Allerunderst laa de!
Først bed Hunden sig fast i hendes Bryster og rev dem op, helt ned i Underlivet. Hun gav ikke en Lyd fra sig.
Derpaa sprang Hunden ud og kastede Brysterne op for sin Herre.
"Fik du dem begge to?" spurgte Manden.
Hunden vendte ham blot Ryggen og for op mod Konebaaden paa Stilladset, hvor Manden havde gemt sig.
Et Øjeblik efter kom Hunden tilbage og kastede Mandens Testikler op foran sin Herre. Fra Pebersvenden hørte man ingen Lyd.
Saa spændte Manden sine Hunde for og kørte bort. — — —
FJÆLDKLØFTEN, SOM LUKKEDE SIG.
Et Stort Fjæld. Midt paa det en Kløft. I Kløften en Dal. I Dalen et Hus.
Mange Børn legede i Kløften, og med dem var en Kone, der bar et Barn paa Ryggen. Det var den eneste voksne mellem Børnene.
Lige ud for Kløften stod en gammel Mand og ventede paa, at Sæler skulde drage Aande. Sælerne kredsede under Isens Flager, men ingen turde stikke Snuden op mod Flagen, for de hørte Lyd af glade Mennesker.
Og den gamle, som stod derude i Vinden og frøs, ogsaa han hørte Børnenes Latter. Til sidst blev han vred og vendte sig ind mod Land og raabte:
"Dæmp jeres Raab! Sælerne er bange for jer!"
Men Børnene legede, og Børnene skreg.
Og den gamle gik hjem.
Næste Dag stillede han sig paa Isen lige ud for Husene, og der stod han og ventede paa, at Sæler skulde drage Aande. Men Børnene, der var glade og ikke tænkte paa Mad, legede i Kløften, og atter skræmte deres Skrig alle Fangstdyr bort fra Flagerne.
