Spring til indhold

Side:Under Nordenvindens Svøbe.djvu/164

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

150

FJÆLDKLØFTEN, DER LUKKEDE SIG


Da blev den gamle vred for Alvor og raabte ned mod Klippen:

"Klippe! luk dig over dem, der leger derinde!"

Og straks nærmede Klippesiderne sig til hinanden, ganske som en Mund, der slutter Læberne efter Raab.

Og inden Børnene fik tænkt en Tanke, var Klippen lukket som en sammenbidt Mund. Og Aftenen kom, og Fædre og Mødre ventede paa deres Børn. Men Børnene kom ikke.

Saa gik de op paa Fjældet for at kaste Kød ned til dem, men Aabningen i Fjældet var smal og gav ingen Plads for Kød. Saa gik de hjem og hentede Blærer med Blod, og ned gennem Fjældaabningen hældte de Blodet, og det randt ned ad Kløftens Sider, og Børnene slikkede det. Men Fjældet tog saa meget; og alt det, der lagde sig paa Stenene øverst oppe, fik Børnene ikke; og Blodet stillede ikke deres Sult, og de græd. Men da Graaden lød stærkest, kom en gammel Kone løbende fra Fjæren, hvor der laa nyfanget Sæl, og i sin Haand havde hun hele Sælens Tarm, fyldt med Blod. Men Tarmens Ende havde hun bundet med Garn, og intet Blod flød, før Tarmen var løst.

De sænkede Tarmen ned gemmen Fjældspalten, Børnene løste for Aabningen, og Blodet løb ned i deres Munde.

Saa kom Dagen derpaa.

"Hvordan har I det dernede?" raabte man derned.

Da hørte man et Raab, og det kom fra den Kvinde, der bar Barnet paa Ryggen:

"Barnet har begyndt at die min Nakke, snart borer Benene sig ud gennem Hud og Kød!"

Da sagde den gamle, som var Skyld i Ulykken:

"Ja, de skræmte min Sæl, og saa var det, at Vreden voksede i mig og fødte min Hævn. Da lukkede Klippen sig. Men vil I vente, saa skal jeg aabne det lukkede i Morgen gennem en Tryllesang."

Da Menneskene vaagnede Dagen efter, kom en gammel Kvinde ud, og den gamle Mand kom hen og spurgte hende: