Side:Under Nordenvindens Svøbe.djvu/170

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

156

INSEKTERNES FRIERI TIL PEBERSVENDEN


Han plejede altid at løbe ned til de unge Piger, naar han saa dem lege ude. Og de unge Piger flygtede altid straks for ham ind i Husene.

Naar det faldt ind med Storfangsttid, og Kajakmændene levede i Overflod, hændte det altid, at han sov ynkeligt over sig, hver Gang han bestemte sig til tage paa Fangst. Først naar Solen var gaaet ned under Horisonten, og Fangstmændene bugserede deres Bytte mod Land, plejede han at vaagne.

Engang da han som sædvanlig først var vaagnet ved Solnedgangstid, krøb han dog alligevel i sin Kajak og roede ud. Han var knapt kommen uden for Husenes Synsvidde, før han hørte en Mand raabe:

"Jeg er kæntret! Hjælp mig!"

Han roede derhen og fik rejst ham paa ret Køl og saa, at det var en af de næseløse, Ildfolket.

"Du skal faa alle mine Kobberemme med al Besætningen af Hvalrostand," sagde den kæntrede.

"Nej, de Ting bør jeg ikke tage. Det eneste, jeg ikke magter, er min sørgelige Søvnighed!" svarede han.

"Nu skal du først følge mig til mit Land," sagde Ildmanden, og saa slog de Følge.

Da de kom frem, sagde den næseløse:

"Den Mand, der frelste mit Liv, da jeg var lige ved at dø!"

"Ja, jeg frelste dig, fordi min Kurs skar din; det var saamænd for første Gang i lange Tider, at jeg var kommen i Kajak." sagde Pebersvenden.

"Kun eet Bytte maa du vælge dig, naar du farer hjemefter. Og vogt dig siden vel for at omtale, hvad du har oplevet. Ellers vil du siden faa Uheld til Fangst."

Det var Ildmandens Ord. Og saa roede Pebersvenden hjem.

Men da Hjemkomsttiden var inde, og ingen saa ham, begyndte de ledige unge Piger allerede at glæde sig over hans Forlis. Han var saa ond, syntes de.