157
INSEKTERNES FRIERI TIL PEBERSVENDEN
Men da han saa med eet kom til Syne om Næssets Pynt, raabte alle:
"Han dernede ser jo ganske ud som Pebersvenden!"
Og saa løb alle kisimîtuatsait (de, som er saa heldige at være ene: de unge Piger) ind i Husene.
"Og Pebersvenden har Fangst med!" var der en, der raabte.
Knap gik Aften paa Hæld, før Pebersvenden gik til Ro; næppe rejste Lyset sig, før Pebersvenden gik paa Fangst længe før Bopladsfællerne. Solen havde knap nok hævet sig paa Himlen, før Pebersvenden kom hjem med tre Sæler. Da skulde hans Bopladsfæller først til at lægge ud.
Saaledes randt nu Pebersvendens Dage. Tidligt paa Morgenen rejste han ud, og naar Solen blot begyndte at hæve sig op over Himlen, kom han hjem med Fangst.
Da begyndte de enlige Piger at tale sammen:
"Hvad gaar der dog af Pebersvenden?" sagde de, og saa begyndte de at kappes om ham.
"Lad mig! Lad mig!" raabte de allesammen.
Og Pebersvenden vendte sig imod dem, og leende valgte han sig den bedste i Flokken.
Nu levede de sammen. Pebersvenden og Kvinden, og hver Dag flænsede hun friskfanget Sæl. Til sidst blev hun træt og gav sig til at raabe:
"Men hvorfor fanger du ogsaa saa fortvivlende meget?"
"Tja, Sælerne tilbyder sig, og saa fanger jeg dem," svarede Pebersvenden.
Men da Kvinden blev ved med at udspørge ham, sagde han:
"Ja, der var engang — — —", og da dette var undsluppet ham, gik han til Hvile. Men det varede længe, før han faldt i Søvn. Og først da Solen stod lige paa Bopladsens Huse, vaagnede han og roede ud.
Den Dag fangede han kun een Sæl.
Om Aftenen begyndte Konen igen at fritte ham ud, og da hun ikke lod sig stille til Ro, fortalte han:
