161
PEBERSVENDEN, SOM GIFTEDE SIG MED EN RÆV
"Skal vi to ikke bytte Koner?" sagde den fremmede engang paa en Kajaktur.
"Umuligt! Hun er saa let til at blive skinsyg!"
Og den fremmede maatte rejse bort uden at faa sin Vilje.
Pebersvenden havde ikke villet laane sin Kone ud, fordi der var den Ejendommelighed ved hende, at hun kom til at lugte af Ræv, naar hun blev svedt.
Men en Dag kom den fremmede igen paa Besøg, atter for at foreslaa Konebytning; og da Pebersvenden ingen Udveje saa, indvilgede han til sidst.
En Dag tog han saa i Kajak over til den fremmedes Kone; men inden han rejste, bad han denne om endelig ikke at komme med Bemærkninger, hvis hans Kone skulde komme til at lugte af Ræv. Hun var saa hidsig!
Den fremmede lagde sig nu paa hendes Leje, og det varede ikke længe, før Kvinden kom til at svede; og hun, som var smukkere end andre Kvinder, kom til at lugte af Ræv.
Manden anstrengte sig længe for intet at sige; men da Lugten blev strammere og strammere, brast det til sidst ud af ham:
"Men hvor kommer dog den Rævestank fra?"
Da hørte han Skrig fra en Ræv: Ka, ka, ka, ka!
Kvinden var sprunget op fra Lejet og var styrtet ud. Manden for efter hende, men han saa kun en Ræv springe ind over Fjældene.
Saa tog han hjem og fortalte Manden, at hans Kone var flygtet.
"Sagde jeg ikke til dig, at hun var meget hidsig, og at du intet maatte sige, hvis hun kom til at lugte?" sagde Manden og skældte ham ud.
Han søgte nu Ræven op og raabte til hende, at hun skulde komme tilbage; men Ræven kom aldrig. Man siger, at han gaar om i Fjældene endnu og kalder paa hende.
