162
AANDEMANEREN AUTDARUTA
Sine forskellige Meriter fra Østkysten holdt Christian forstaaeligt nok ikke af at tale om; naar jeg berørte de Drab, han havde øvet, rystede han paa Hovedet og sagde:
"Ja, de Mennesker, jeg dræbte, fortjente den Død, de fik, for de var farlige for os andre. Jeg dræbte dem ikke af Lyst til Mord, men af Pligtfølelse over for mine Bopladsfæller."
Det var altsaa, hvad Christian sagde til mig; men jeg havde dog altid gennem hans Minespil et Indtryk af, at han forsøgte at dække over noget, han ikke vilde være ved. Senere har jeg ogsaa hørt, at han i et Anfald af Samvittighedsnag har været inde hos sin Præst og skriftet.
Den eneste Tildragelse fra Østkysten, som han altid med stor Glæde og en vis Stolthed holdt af at tale om, var hans Udfordring til den gamle Aandemaner, Kunigsarfik.
Naar han var i rigtig godt Humør, plejede han at synge sine Udfordringssange, der smædede over den gamle.
I Smædeviserne opgjorde Eskimoerne alle deres Mellemværender. Naar to Mænd var komne i Fjendskab med hinanden, var det deres Form for en Duel. Man sammenkaldte alle Pladsens voksne i et stort Hus, og i Nærvær af alle dem, hvis Mening man respekterede, søgte man saa i Sang at blotte alle sin Modstanders ømme Punkter.
Den fornærmede var selvfølgelig altid Udfordreren, og han var den første, der havde Ordet. Inden han sang sin Modstander paa, bandt han ham forsvarligt med snærende Baand til Husstolpen, og der maatte han saa staa hele Aftenen igennem, prisgiven Sangerens og Tilskuernes Haan. Hans Modstander havde Lov til at benytte sig af alle tænkelige Midler for at ophidse ham; han havde Lov til at spytte ham i Ansigtet, til at fylde hans Mund med svedne Spækstykker, saa han ikke kunde faa Vejret; og under Udslyngelsen af sine værste Skældsord skulde han springe ind paa ham og med sin Pande slaa ham frygtelige "Skaller", hvor i Ansigtet han havde Lyst. Disse Skaller indstilledes
