4
STORFANGEREN OJUVAINATH
med, og man mærkede uvilkaarligt, at ingen af hans Landsmænd godvilligt turde gaa ham imod i noget, og hvor han bød, fulgte øjeblikkelig Handling.
Til mange velhavende Beundrerinders Raseri havde han giftet sig med en fattig Pige, som selvfølgelig dyrkede ham som sin Gud; der var noget sydlansk over den underdanige Glæde, hvormed hun adlød hans mindste Vink. De havde en lille Søn og en Datter, som endnu ikke var fyldt Aar.
Sønnen, den vordende Storfanger, var deres Stolthed; allerede i hans tredie Aar vilde Faderen lave ham hans første Kajak.
Ojuvainath var en lykkelig Mand; Hjemmet, Børnene og Konen tog alle hans Tanker og al den Tid, han ikke var paa Fangst.
"Du har vist lagt Mærke til, at jeg altid er glad," sagde han en Dag til mig, "det er deres Skyld der, Smaabørnene og saa min Kone."
Han nævnte altid Konen efter Børnene.
"For nogle Aar siden var det ikke saadan. Da var Glæden gledet bort mellem Fingrene paa mig, og den var svær at fange igen. Ser du, lige efter hinanden døde min Fa'r og Mo'r, som jeg altid havde været hos, og som jeg holdt meget af; og lige efter min første Kone, uden at have givet mig nogen Søn. Jeg var alene lige med eet, og selv mine Fangstkammerater saa sjældent noget til mig. Da var alle mine Tanker sørgelige, det mørknede om mig, og jeg troede, at jeg var bleven gammel med det samme.
Skulde det engang gaa dig paa samme Maade, saa skynd dig at fange friske Tanker, saa længe du endnu har dine friske Kræfter. Man tror, det er umuligt; men det er bare, fordi man ikke vil tro andet.
Det begreb jeg langt om længe og søgte mig en ny Kone; og i Sandhed, jeg kom mig, som man kommer sig efter en en Sygdom. Nu begriber jeg ikke længere min Sorg, ikke
