5
STORFANGEREN OJUVAINATH
engang naar jeg tænker paa mine Forældre og min afdøde Kone, — de, som før sad mig i mit Aandedræt og min Graad.
Du synes maaske, det er underligt, men jeg siger dig kun Sandhed. Saadan er vi: vi glemmer. Med mine Børn og min anden Kone blev jeg ung igen; jeg føler kun Glæde om mig, og selv om jeg mindes dem, jeg engang begræd, saa er det med Glæde; og hvorfor ikke med Glæde, for det er jo da kun gode Minder.
Derfor siger jeg dette: I Sandhed, Sorg kan du komme til at føle; men husk da, at den Glæde, du mistede, ikke er Livets eneste, — og tror du det, og det vil du en Tid, saa skal du senere forstaa, at det sværeste og tungeste i din Sorg var din egen Stædighed."
Ojuvainath boede i et rummeligt Skindtelt; den brede
Briks, hvor vi laa om Natten, han selv, hans Kone, Børn
og jeg, var tæppelagt med Renskind, der gjorde den blød
og behagelig. I et Hjørne af Teltet, paa højre Side af
Briksen, stod en stor Vægstenslampe, som brændte baade Dag
og Nat.
"Herinde sover man godt," plejede han at sige. — "Elven synger os i Søvn alle sammen. Hør efter, naar du lægger dig, saa skal du se, hvor dens Plasken lukker Øjnene paa dig."
Et halvt hundrede Skridt fra Teltet faldt den skummende ud i Fjorden. Langs Elvkanten opefter gik Børnene Dagen igennem og stangede Laks med en Slags lange Hager; det var morsomt at se de smaa, barbenede Drenge springe rundt om paa de vaade Sten midt i Fossesprøjtet med en Mands Sikkerhed. Ude ved Mundingen var de store Garn udspændte, som tog Laksene, naar de gik op i Elven ved Højvande. I Juli og August søger Laksene op i to med hinanden forbundne Fjældsøer for at gyde deres Rogn. I
