179
DEN USAARLIGE UASE
Konebaadene, naar disse stødte fra Land. Men Besætningerne slog dem med Aarene, saa at de, bedøvede af Slagene, tumlede tilbage og efterlodes for engang at sulte ihjel, hvis de ikke af Fortvivlelse forinden kastede sig i Havet …
Aaret efter disse Tildragelser kom jeg til at bo hos Nakuaq, der ogsaa kaldtes Agssaqange, fordi han var uden Fingre og Tæer; det var ved Umîvik, og i samme Telt var ogsaa Uase.
Medens vi endnu var ved Umîvik, kom Qaratsuk forbi paa Nordgaaende. Uase blev bleg og tavs, da hans gamle Fjende lagde til Land. Qaratsuk blev ogsaa alvorlig, for han troede, at Uase nu vilde øve Hævn. Men Nakuaq, som vilde hindre Manddrab, gik om i Teltet, hvor der var fuldt af Gæster, overstadig lystig og kaad, for at sætte Humør i Folkene og lede deres Tanker bort fra Hævnlysten. Han gik ligefrem og kælede for dem, der var derinde.
"Hvorfor er du saa tavs, Uase? Se, Teltet er fuldt af Gæster; lad os glæde Gæsterne ved vor Tale!" sagde han til Uase.
Uase svarede ikke, saa ikke op og førte en frygtelig Kamp med sig selv. Han svedte af Vrede; det dryppede ned paa Gulvet fra hans Hage, og hans Haar dampede. Alt hvad Nakuaq lo og talte, kunde han dog ikke faa et Ord presset frem. Vi andre sad spændte af Nysgerrighed, for vi troede ganske bestemt, at vi skulde blive Vidne til Kampen; — bare ikke denne Nakuaq's Overstadighed skulde forpurre det!
Men Qaratsuk sad og skælvede af Angst …
Saa vender Nakuaq sig pludselig direkte til Uase og siger ham lige rent ud:
"Hør, Uase, du tænker da vel ikke paa at hævne dig paa vor Gæst?"
Vi saa alle hen paa Uase. Sveden dryppede ned fra hans Hage, og der stod Damp af hans Haar.
Endelig saa Uase op for første Gang, og idet han ret-
