200
FANDEN PLAGER DEM
"Min Kajak!" svarede Ananias.
"Og ikke mere?" spurgte den gamle.
"Jo, min nye Riffel kan følge med," sa' Ananias.
Og dermed var baade den gamle og Sønnen tilfredse.
Der var en Talen, Bekenden og Spørgen derinde, saa man næsten ikke kunde høre, hvad der blev sagt. Jeg, som ikke var vant til noget saadant fra Østkysten, spilede ordentlig baade Øjne og Øren op.
David var nu færdig med at bekende og raabte pludselig: "Ja, nu er jeg ren og uden Synd; min Synd har jeg tvættet af mig."
Og han kastede sig paa Gulvet, strakte Armene op mod Himlen og raabte:
"Herre Jesus, endelig ser jeg den Stige, som fører til Himlen!"
Det, som nu hændte, skal jeg aldrig glemme.
Sofie, som var løben til for at overvære Bekendelserne, havde sat sig paa et Par Brædder, der var lagte over en Urinbalje, saa stor som en overskaaren Tønde, fyldt til Randen med Urin.
Da David falder paa Knæ og raaber til Himlen, bliver hun saa ivrig, at hun vipper de Brædder, hun sidder paa, i Vejret.
Plask! Der ligger hun i Urinbaljen, der gaar fra hinanden, saa at Urinen skyller ud over Gulvet og hen over David, som laa paa Knæ .....
Da Sofie og den knælende David rejste sig, drev Urinen af dem, og en ulidelig Stank bredte sig over Huset.
Men ikke een i hele Forsamlingen fortrak en Mine eller sagde et Ord derom.
Ud paa Natten blev Mødet vildere og vildere. Det var som en Sygdom, der smitter. Flere og flere vilde bekende, og David prædikede som Præst.
Men nu blev Kateketen bange. Han havde søgt at gendrive
