Side:Under Nordenvindens Svøbe.djvu/34

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

DA GAMLE EVA SMAGTE PAA DØDEN

"Tænd Baal! Tænd Baal! Nu staar Solen op!" var der en, der raabte.

"Lyng! Lyng! Klæd Varden i Lyng!" skreg de unge Piger i Munden paa hinanden.

Et Par store Sten rullede ned ad Fjældet, og Ekkoet drønede ud over Fjorden; det var Vardetinden, der blev væltet, og tunge, duftende Lyngduske dannede Top i Stedet. Brændende Kvas dængedes over, og frisk Lyng kastedes paa.

En tyk, hvid Røgsøjle slog lige op mod Himlen, og spillende Ildtunger slikkede hen over Vardens Sten.

Røde Skyer flammede op i Horisonten, og Hjortetaksfjældet skød sin hvide Hue ned i Nakken og strakte sig i Morgenrøden.

Fjorden laa hvid af Storis; og Skosserne, der langsomt drev indefter, legede med deres Skygger i det blanke Vand.

— — Der for et sitrende Gys gennem den lette Morgenluft, og Lyngbaalets Ild blegnede, da Solen gled op over Fjældene og dyppede alle Tinder i sit Lys …

— — — ­— —

Der havde været Dans ved Kolonien, og hen paa Morgenen var alle unge gaaet til Fjælds for at koge Morgenkaffe. Sammen med Solen kom gamle Eva opover; hun skulde langvejs ud for at samle Kvas, men da hun saa de unge og lugtede deres Kaffe, lagde hun Vejen op over Fjældet; og hun satte sig straks ned iblandt os for at vente paa sin Omgang.

"Hør, Eva, du skulde fortælle os om den Gang, "du smagte paa Døden"!" foreslog en.