22
DA GAMLE EVA SMAGTE PAA DØDEN
videre; — saa ned igen gennem Elven, da der ikke var anden Vej; her maatte vi slæbe Kvanerne med os og hisse dem ned ad Fjældsiden.
Saa kom vi ned til en stor Sø og tog den langs Bredden mod Solsiden. Vi gik og gik ad Smaaelvene; de vaade Kamikker søgte vi at snøre fast, men det lod sig ikke gøre: vore Fødder blev kolde. — Saa kom vi til en Fos; det var det bare Skumsprøjt!
"Vi har ingen anden Vej," sagde jeg til Sofia Lisbath, "vi maa midt ud i den."
Jeg snørede mine Støvler fast oven over Knæene, tog Kvanerne paa Ryggen og plumpede ud. Straks vi kom ud, var det umuligt at se frem for sig; Fossen havde alt for stærk Fart, og Regndraaberne ovenfra løb ligesom oven i hinanden som en Straale, der aldrig knækkede over. Fossen var os egentlig lovlig bred og dyb. Vandet gik os til Livet, men vi kom dog over; saa var det ogsaa, ligesom om vort Tøj selv var bleven til Fosse, saadan drev Vandet af os. Og da jeg jo var en gammel Kælling, begyndte jeg at fryse, og jeg mærkede, Kræfterne svigtede mig.
"Ja, nu er jeg ikke ganske sikker paa mig selv mere," sagde jeg til Sofia Lisbath, "jeg tror næsten, dette her er Død for mig."
Men op ad Fjældet slæbte jeg dog Benene og kravlede til sidst helt op til Toppen. Jeg kunde ikke gaa paa Benene og krøb derfor videre paa Knæene, men endnu havde jeg dog mine Kvaner paa Ryggen; og hvorfor skulde jeg vel ogsaa kaste dem fra mig?
Det sidste Fjæld, vi skulde over, kom nu til Syne. Jeg kravlede fremad, Fjældet var temmelig højt. Jeg lagde Mærke til, at Sofia Lisbath, gav sig til at plukke Lyng, — som jeg siden fik at vide, for at putte det ind paa Kroppen under det vaade Tøj; selv var jeg for udmattet til at gøre det. Da vi kom op paa Toppen, kunde vi se Landet om Godthaab. Vinden blæste saa stærkt, at det lød, som om man slæbte
