23
DA GAMLE EVA SMAGTE PAA DØDEN
gamle, tørre Konebaadsskind hen over Fjældene. Og Regnen! — Ja, det var, som om man sparkede løs paa mig. Men jeg kravlede bare fremefter.
"Gaa du bare forud, Sofia Lisbath," raabte jeg saa til sidst, "Amos vil blive alt for bedrøvet, hvis ogsaa du bliver heroppe."
Men hun vilde ikke forlade mig og gav sig til at stoppe mit Tøj ud med Lyng. Jeg havde endnu mine Kvaner paa Ryggen; give tabt vilde jeg ikke, og jeg gav mig til at ryste Skuldrene ligesom i Vrede.
"Gaa nu hjem, Sofia Lisbath."
Men hun vilde ikke gaa ned til Godthaab, fordi hun ikke mente, at man vilde finde mig levende. Og naar jeg talte til hende, gik hun bare baglæns uden om mig. Saa til sidst maatte jeg standse, jeg havde ikke flere Kræfter; og det kunde man jo ikke sige noget til, skønt det nu skulde koste mig Livet.
"Gaa nu hjem, Sofia Lisbath!" raabte jeg igen, og for at ikke ogsaa hun skulde lægge sig til at dø heroppe, gav jeg mig til at skælde hende ud:
"Du har dog en Broder, Sofia Lisbath, jeg har jo ingen! Du vil bare bedrøve ham. Og hvis vi begge to bliver borte, vil de ikke finde os. Vi gik jo over Kruersuk-Fjældet, — og her gaar vi nu hjem ad Kvanevejen!"
Men hun gik som sædvanlig et Stykke baglæns og vilde ikke gaa hjem.
Mine Klæder var fyldte med Vand, og saa kold blev jeg, at jeg syntes, min bare Krop gav sig til at raabe paa mig. Baandet var gledet af min Haartop, og Haaret var faldet ned.
Sofia Lisbath gav sig til at græde, da jeg igen sagde til hende, at hun skulde gaa hjem, og med Hænderne for Øjnene forsvandt hun hulkende bag et Fjæld. Et Øjeblik standsede hun dog og saa sig om efter mig. Det var, sagde hun senere, for at se mig sidste Gang i Live. — Ja, og saa lod hun mig tilbage.
