36
FATTIGFOLK MELLEM "DE ONDE VINDES FJÆLDE"
Ben, og hendes Fødder var svulne af Kulde og Vand. Da hun rystede sig henne ved Døren, stod der en Sø paa Gulvet. Men hun saa slet ikke forkommen ud og lo over hele Ansigtet, da hun fortalte, at hun hørte til en Konebaadsbesætning, der var taget ud fra en af Fjordene til Morgen, medens Vejret endnu var godt. Op ad Dagen var Stormen faldet over dem, og de havde maattet søge Land i en Vig langt inde og var nu derfor kommen gaaende til Ikamiut.
Hun fik tørt Tøj paa, laante noget hos Evali's, noget hos mine Kajakmænd og spiste vore Levninger med den glubende Appetit, en Dags Rejse i Storm og Regn giver .....
Da jeg mod Midnat kravlede ind til mine Værtsfolk, sov de alle. Hen under Taget over mit Leje var med rørende Omhu fastbundet smaa Daaser for at beskytte mig mod Tagdryp.
Midt om Natten vaagnede jeg ved, at nogen puslede over mig. Det var gamle Alina, som ikke undte sig selv Nattero for at tømme Daaserne, naar Tagdryppet havde fyldt dem til Randen. Saa bøjede hun sig ned over mig for at se, om jeg sov, og krøb saa sammen i sin Krog, paa Hug med Hovedet mellem Benene. Jeg rejste mig op og forsikrede hende, at jeg ikke brød mig det mindste om Tagdryp, og bad hende om at lægge sig ordentligt til Ro. Hun rejste sig og lagde sig ved Siden af sin Mand. Men lidt efter, da hun troede, at jeg var falden i Søvn igen, saa jeg hende rejse sig og liste hen i sin Krog.
Gamle Alina vilde vaage, og hun ofrede den Hvile, hendes gamle Lemmer saa haardt trængte til, for at skærme sin Gæst mod Stænkene fra Taget .....
Kangâmiut d. 11. August 1902.
Endnu en Dag maatte jeg ligge over i Ikamiut. Vinden var taget af, men Regnen vedblev. Først i Nat Kl. 3 blev jeg vækket af mine Kajakmænd, der havde været til Fjælds og nu endelig meldte godt Vejr. Solen var ikke oppe endnu. Havet var stille, og Himlen klar.