EN MODERNE JOMFRU MARIA
Det var engang, at jeg kom langvejs fra til en lille afsides Boplads i Nordgrønland.
Bopladsen fejrede Gæstens Ankomst, og der blev kogt Bjørnekød og Kaffe hele Aftenen igennem. Da vi alle var mætte og glade, kom der Bud fra det mindste og yderste af Husene; ogsaa der vilde man gerne se den fremmede og høre nyt. De bad mig paa kogte Ulke — det eneste og det bedste de havde.
Samtalen var levende, og der blev let rundtom i Huset. Men somme Tider kom der en Hosten inde fra det inderste af Briksen — helt derinde fra, hvor der altid er mørkt, og den tørre sviende Hoste kunde blive saa voldsom, at den ofte overdøvede vor Tale.
"Hvem er den syge, der sidder derinde?" spurgte jeg til sidst. Jeg skimtede gennem Halvmørket en mager, sammenfalden Skikkelse, der sad paa Hug; de knoglede Ben var krummede, og et Par indfaldne Kinder hvilede paa Knæskallerne. Hun havde vist siddet der saa længe, at hun ikke længere kunde strække Ryg og Ben. Hendes hudløse Øjne lyste røde af Betændelse.
"Ej — kender du ikke hende?" svarede man forbavset.
"Næh!"
"Det er jo Jomfru Maria!" sagde en og fniste.
"Tys! — Tys! Det er Synd, hun kunde jo dog høre det!" afbrød en anden.
"Ork nej! Hun er jo syg og døv og begriber intet mere. Og for Resten — sandt er det jo!" …
