Side:Under Nordenvindens Svøbe.djvu/70

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

56

KOGLERIER FRA GAMLE DAGE


gesøsteren ind ad Vinduet. Bedstemor for sammen og turde ikke røre sig af Stedet.

Men nu rejste Oldemoderen sig og strøg hende over Ryggen:

"Nu maa du gaa; du kan jo komme igen," sagde hun.

Da var det, som om Bedstemor pludselig vaagnede af en Døs; hun sprang op og flygtede ud. Tvillingesøsteren tog hende ved Haanden, og nu løb de opad mod Jorden. Til sidst standsede de foran en ganske snever, rund Aabning, der lignede Mandshullet i en Kajak.

"Der maa du krybe igennem, ellers faar du aldrig din Livsaande tilbage!" sagde Tvillingesøsteren.

Bedstemor mærkede, hvorledes hendes Strube strammede sig sammen, saa at hun ikke kunde faa Vejret.

Ej — eja — ej! … Aah! Endelig slap hun igennem og aandede tungt. Men i samme Øjeblik var det, som om hun begyndte at vaagne af en Drøm; hun hørte Graad omkring sig og Hvisken; til sidst kunde hun skelne de enkelte Ord. Hun aabnede Munden for at tale, men Tungen var som Bly. Hun anspændte alle sine Kræfter, og endelig lykkedes det hende at hviske:

"Græd ikke, jeg skal ikke dø!"

Nu kunde hun mærke, hvorledes de tumlede med hendes Mave.

"Nej, se — se! Nu er den ikke saa haard mere! Hævelsen falder!" raabte de pludselig.

Og samtidig grebes Bedstemor voldsomt af den Trang, som ofte følger med Mavepine; og man løftede hende op og bar hende hen til Urinspanden.

Men nu brød hele Huset ud i Forbavselsesraab — for det, der kom, fulgte med hendes Vand og kom slet ikke gennem Tyktarmen. Plump! der faldt Lungen og Lufferne ud af hende. Og tænk! det var saa friskt, som om det lige var skaaret ud af en Sæl.