59
KOGLERIER FRA GAMLE DAGE
som havde en meget smuk Datter. "Støvlemanden" havde længe gaaet og set paa hendes svulmende Barm og hendes dejlige Lænder, men han havde aldrig talt, fordi han vidste, at Faderen vilde nægte at give hende bort; Datteren selv vilde heller ikke giftes. Mange af Distriktets bedste Fangere var komne langvejs fra for at bejle; der havde ogsaa været "stærke Mænd" mellem Bejlerne; men naar de frembar deres Ærinde, havde Pigen selv taget dem i Skuldrene og kastet dem ud af Huset. Derfor havde "Støvlemanden" længe været tavs.
Men nu var Sommeren inde; det var paa de Tider, da Menneskene tager paa Fangstrejser langvejs langs Kysterne, og Konebaaden var færdig,
En Dag tog "Støvlemanden" sit Blaaræveskind frem og strøg sin ene Haand hen over de blanke Haar.
"Mor! Er det sandt, det, du sagde, om de store Skibe og de hvide Mænd?" sagde "Støvlemanden" langsomt; han havde ikke tænkt paa andet, medens han lavede Konebaaden.
"Ja, mangen en har hentet sig Rigdom hos de hvide Mænd," svarede Moderen.
Den Aften gjorde "Støvlemanden" sig rejseklar.
Næste Morgen var han ude, endnu før end nogen anden paa Pladsen, og han gik frem og tilbage mellem Husene, som om han tænkte paa noget. Fangerne vaagnede og tog paa Fangst; men da ogsaa "den stærke Mand" var tagen ud, satte "Støvlemanden" sin Konebaad i Vandet og bad sin Moder sætte sig ved en Aare. Selv ordnede han Roret; men da han satte endnu en Aare ud, spurgte Moderen:
"Hvorfor gør du det? Du har jo kun mig til at ro."
Sønnen svarede ikke og gik i Land. Men da Moderen saa ham forsvinde ind i "den stærke Mand"s Hus, blev hun bange for, hvad der vilde ske, og begyndte at ryste over hele Kroppen. Et Øjebik efter kom han ud, og da havde han "den stærke Mand"s smukke Datter under den ene Arm, ganske som om det kunde være en Bylt Skind.
