63
KOGLERIER FRA GAMLE DAGE
alt dette Trolderi, vilde rende sin Vej, da han bliver opmærksom paa noget, som bevæger sig frem og tilbage paa Væggen under en stadig Dikken. Det var et Ur, men saadan noget havde "Støvlemanden" aldrig set, og han faldt igen i Staver.
"Hvornaar mon den Tingest vil standse?" tænkte han og blev staaende, gloende, midt paa Gulvet.
Under alt dette havde Kaptainen forgæves forsøgt paa at slaa en Handel af med ham om Ræveskindet og Sortsideskindet; han havde talt og gestikuleret, men "Støvlemanden" havde været saa optaget af alt det besynderlige, at han hverken havde hørt eller set noget. Til sidst tabte Kaptainen Taalmodigheden og kommanderede sine Matroser ned.
Inden "Støvlemanden" havde faaet Tid til at besinde sig, følte han sig løftet i Vejret af mange Arme og baaren op paa Dækket; men han var endnu saa betaget af alt Trolderiet paa Skibet, at han kun fandt det rart at blive baaren.
"Ak, det var ganske som i min Barndom, da Mor slæbte rundt med mig", tænkte han.
Matroserne stillede ham lige midt paa Dækket og bandt ham et tykt Reb om Livet. Derpaa samlede de sig i en Klump et helt andet Sted og gav sig til at hale i et Reb alle sammen.
Men hvad var dog det? "Støvlemanden" følte pludselig, at man begyndte at lette ham fra Dækket, og saa gjorde han sig haard. Matroserne raabte, skreg, — men de rokkede ham ikke af Stedet. Til sidst gav de sig til at synge en Opsang:
"Evinigo didambisto!
Hulla, hulla!
Miardo ardluarsuk!
Evinigo didambisto"!
Endelig fik de lettet ham fra Dækket, og han røg lige op i Bramraaen. Saa gjorde man Rebet fast, og Kaptainen
