77
UDSTEDSLIV
Verdenssprog, selv grønlandsk! Saaledes hørte jeg en Grønlænder karakterisere vor Fonograf.
Til en Begyndelse var Talerne, særlig de grønlandske, det, som forekom dem at have mest med "den sorte Kunst" at gøre. Ingen var rigtig glad ved at staa ganske nær ved Tragten.
"Pas paa, at han ikke spytter dig!" hørte jeg en sige, og en mere gemytligt anlagt foreslog mod Slutningen, at man som en ringe Anerkendelse for Anstrengelsen burde give "Manden derinde" en lille Skraa.
Under Forestillingen blev der naturligvis givet dem en Forklaring af Fænomenet, — noget, som kun gjorde Forbavselsen endnu større. Orkestre, der havde spillet i New-York eller i København engang for længe siden, sad man nu og hørte paa i en Grønlænderhytte i Kangeq! Og Noderne — "Musikbeholderne", som de kaldte dem, — var oven i Købet ikke større end Fluespor. Vi viste dem Edisons Billede; det betragtedes med stor Andagt. "Saadan et Kunststykke gør man vist ikke bedre i Himlen," var der en, der sagde.
"Ja, hvis jeg ejede den Eftersnakker," sagde en anden, "vilde jeg lade den spille for mig Nat og Dag igennem glemme alt andet og til sidst sulte ihjel."
Allerede kort efter Middag traf man Forberedelser til Barnedaabsdansen, der skulde holdes i det fri. Udliggeren, hvis smukke Døtre var stærkt interesserede i Festen, udlaante Raabrædder; et fortræffeligt Dansegulv tømredes hurtigt sammen og lagdes over en stor, flad Klippe. Ganske vist vilde de dansende ikke komme til at føle videre fast Grund under Fødderne, thi Gulvet var lige saa levende som de dansendes Ben og gav efter for alle Tramp; desuden knagede det under ens Fødder som Tyndis. Men det forhøjede jo bare Morskaben.
Klokken var tre om Eftermiddagen, da de første Toner kaldte Kangeqboerne til Dans. Musikken, en Harmonika og
