Side:Unge Mennesker.djvu/103

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

»en famille« 


Atter saá de paa hinanden, og de kom til at lé.

Saa tog hun et Lys, der stod paa Konsollen.

»Det er bedst, jeg gaar foran og lyser.« 

Han saá hende allerede en Afsats nede med det flakkende Lys højt loftet i Haanden. Han fór efter hende.

Der kom en Trækvind fra et aabenstaaende Vindu og slukkede Lyset.

»Har De ingen Tændstikker?« hørte han hende spørge lige tæt ved sig. Hendes Stemme lød lidt ængstelig.

Han strakte Armen ud; han kunde ikke modstaa; han fik fat i hendes Sjal.

»Foersom!« 

I det samme kyssede han hende.

»Laura!« hviskede han og trykkede hende op til sig; men hun snoede sig ud af hans Arm og skyndte sig ned.

Da han, uvant med Trapperne, kom lidt senere ned, havde hun faaet Gadedøren aabnet.

Hun stod og lo til ham i den aabne Dør.

»Kom, er her ikke dejligt? Sé, Maanen paa Isen!« 


— 97 —