kornmod.
Om hun nu maatte være fri? Hendes Moder ventede paa hende.
Han stod og saá paa hende, mens han fløjtede.
»Naa saadan, min Pige! Det kunde du ellers gerne ha’e sagt lidt før. Ja ja — du er ikke saa dum — Farvel.«
Han vilde gaa, men hun standsede ham.
»Maa jeg spørge, skal jeg selv betale Droske? Er det Meningen?«
Han rodede i sin Portemonnæ og lagde et af sine sidste Pengestykker i hendes udstrakte Haand.
»Sé snart op til mig!« raabte hun ud af Drosken til ham.
Hurtig rullede den ud ad Frederiksberggade, mens han langsomt drev bagefter til sin Bolig i en af Vesterbros Sidegader.
— —
Kun enkelte Lygter brændte nu. Den smalle Gade spyede ham ud i Vesterbropassagens store gabende Mørke.
Han gik i vage Tanker, Tanker, han ikke gav Tid til at fæstne sig, fordi de, fæstnede, vilde vakt Misstemningen fra for.
— 102 —
