Side:Unge Mennesker.djvu/111

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

kornmod.


— Frits Heering sad henne ved Vinduet og stirrede, tung i Sinde, ud i Nattens Mørke.

Han havde ikke været oplagt til at gaa i Seng, havde ikke gidet tænde Lys, og sad nu dér, tankefuld, bedrøvet, gjort vemodig ved Sommernattens milde Fred og blode Aande, der strejfede hans Kind saa dulmende lunt; han mindedes den Fornemmelse, naar han som Barn om Aftenen søgte Trøst for et og andet med Ansigtet skjult i Hovedpudens Dun.

Den linde Stemning løste hans bundne Følelsesliv; det kom over ham som en Trang til at græde over sit indholdsløse, ulykkelige Liv, over sin Forladthed. — Ja, for han saá det jo nu, saa bitterlig klart, at ene, ene var han, uden Ven, uden et Menneske, han i Fortrolighed med Tillid kunde aabne sit Hjærte for.

Nu forleden. Han var begyndt at tale. Saa havde den anden vrænget ad alt, havde været frygtelig morsom. Saa blev han stum, indtil den anden pludselig ligesom fortrydende havde spurgt: »Er du fornærmet? Du véd jo —« Naturligvis

— 105 —