kornmod.
var han ikke fornærmet; ja, han vidste, vidste, at nu havde han én Gang til betalt Lærepenge for den Lærdom, at man maatte være ene. Men lærte man den Kunst nogensinde?
Der kom springende ud af hans Hjærne, som kaad Ironi over hans Tanker, Brudstykker af Avertissementer om »Værelser for en enlig Herre eller Dame, egen Entré og Kaffe om Morgenen«, og tilsidst gik det hele paa Vers til en snurrende Melodi, indtil det blev borte i ny Angst.
Denne store, mørke Nat sænkende sig til Eftertanke over den hvilende By med sine Mennesketusinder — hvor den talte forfærdende om Ensomheden, prædikede den ensommes Afmagt, Nødvendigheden af som Faarene i Uvejret at klynge sig én mod én, dækkende Hovedet ved hinandens Bryst.
Ja, hvor vilde ikke Livet være let at leve, naar man var to, hvor stolt og lyst! Hvor sikker vilde ikke Vejen blive! Men følte da alle det som han? Eller var han kun et sygt Menneske?
— — — Hans Blik faldt paa et op-
— 106 —
