kornmod.
Turen forleden med Vennen til Dyrehaven; om Besøget hos Onkelen paa Frederiksberg; hvad de havde faaet til Middag; hvordan Tante havde haft det; fra hvem han skulde hilse; hvordan det gaar med Forelæsningerne.«
Men helst maatte dog Enken bo dér, og han syntes det maatte være dejligt at faa Lov til at regnes som Deltager i dette tarvelige Hjem, at faa Lov at hvile ud dér, i Fjærnhed fra Livets Brænding, som ængstede ham. Saadan naar man levede ganske for sig selv, kun to eller tre, maatte alt dog kunne blive fælles; dér vilde ingen egenkærlige Tanker, ingen selvisk Atraa rejse Bolværk for Sammensmeltningen. Dér maatte Hjærtet frit kunne tale Fortrolighedens og Forstaaelsens Sprog, dér behovede man ikke at frygte Skepsis’ medlidende spodske Smil.
Ja netop Skepsis’ dræbende Smil. Sé, det var det lumpne af det, at blot saadant et lille stikkende Smil hos en Ven kunde kujonere én. — — At man lod sig det byde, den ene af den anden — for ingen gik fri, ingen var overlegen — det
— 108 —
