kornmod.
byggede hans Fantasi Bro, men hvor langt den saa naaede, Broen, det lille oplyste Vindue derovre var det stadig, som kastede Tillidsfuldhedens lyse Glans derover.
Og først da Lyset derovre sluktes, rejste han sig.
Han lo ud i Natten, rettede sig rank op og strakte sine Arme, prøvende deres Muskler for den kommende Kamp.
Han turde med dette Bryst møde den ganske Verden; han følte Begejstringens Ild, sejrssikker og stærk.
— Straks vilde han handle; der var jo ingen Tid at spilde; altfor længe havde han tovet.
Og mens han halvhøjt deklamerede Ord, han improviserede, Ord, der var Udtryk for hans Stemning, fik han Lampen tændt.
Dér sad han i den sene Nat og skrev til sin Fader og sin tidligere Ven. Brevet til Faderen blev langt og frimodigt. Det blev en Redegørelse for hele hans Liv; han skjulte kun lidt, skaanede ikke sig selv.
»Men nu er jeg træt,« skrev han, »træt og vammel derved. Jeg er klar over mit
— 110 —
