kornmod.
Livs Vildfarelser, men ogsaa klar over, at nu skal og maa det være forbi. Og dette har jeg, kære Fader, følt en dyb, inderlig Trang til at sige dig, som jeg véd mest af alle tænker kærligt og godt om mig; dig, hvem jeg altfor ofte har glemt, altfor lidt skænket min Fortrolighed, men som doer altid er vedbleven at være min bedste Ven og Raadgiver. Du er den, der mest maa have lidt for min Skyld; du vil derfor ogsaa nu, da jeg selv kommer og beder om Hjælp og Vejledning, forstaa mig, og du vil ikke tvivle, vel kære Fader, om, at alt endnu kan blive ret og godt?«
Til Vennen skrev han blot:
»Kære Ven! Jeg maa nødvendigvis tale med dig. Meget ligger mig paa Sinde, som du alene vil kunne hjælpe mig til at klare. Lad mig vide, naar og hvor vi træffes. Ikke sandt, du siger ikke nej? For vort gamle Venskabs Skyld!
Din Frits.«
Da han havde endt Brevene og straks vilde bringe dem hen i en Postkasse, kom han i den Forlegenhed, at han manglede
— 111 —
