kornmod.
Frimærke til Brevet til Faderen. Han tænkte et Øjeblik paa at lade det vente til næste Dag; men ræsonnerede saa: »Naar Fader læser Brevet, vil han forstaa, at jeg ikke har kunnet lade det vente!«
— — — Da han gik til Sengs gryede Dagen.
Op ad Formiddagen vaagnede han med en Følelse af at have noget at glæde sig til, som i gamle Dage, naar han vaagnede sin Fødselsdagsmorgen. Saa med ét brød det frem i ham, at der jo var passeret noget denne Nat, og lidt ængstelig begyndte hans Erindring at repetere og samle Nattens Begivenheder.
Han sad op i Sengen og stirrede ud i Rummet. Nattens Eksaltation, dens sentimentale Drømme, de begejstrede Beslutninger, de aabenmundede Breve — det væltede sig altsammen som Afsindighed over hans nøgterne Hjærne; disse Nattens Storværker blev latterlige, nu de manglede Nattens Illusion.
— 112 —
