kornmod.
»Du kan læse det dér, mens jeg staar op.« Han gav ham det blaa Brev.
Da han stod og vaskede sig, vendte han sig med indsæbede Hænder om imod Vennen, der lige havde endt Læsningen:
»Naa, hvad mener du saa?«
»Aa, hun gi’er sig s’gu. Det er tydehgt nok. Klem bare paa med nogle flere Blomster og nogle af dine opstrammende Breve.«
»Ja, ikke sandt: Længe har hun ikke tilbage?«
— — Da de lidt senere sammen drev ned ad Gaden, opdagede Frits Heering den Ven, til hvem han om Natten havde skrevet, komme styrende mod dem. Han trak sin Ledsager over paa det andet Fortov, for ikke at blive sét.
Hele Dagen var de to Venner sammen; efter Frokosten var fulgt en Middag, efter Middagen adskillige Pousséer.
Om Aftenen drog de, glade og rødmussede, til Tivoli i en Droske; men først gjorde de en lille Afstikker ud paa Vesterbro for at hente Heerings Overfrakke.
— 116 —
