aftenvisiter.
»»Tak i lige Maade. Godnat Hoff.«
— Broberg tog igen fat paa Bogen, men hans Tanker vendte tilbage til det, Hoff havde sagt, eller rettere blot paa sin sædvanlige irriterende Maade antydet. Skulde det virkelig være noget saa uhørt det, at en forlovet Mand blev ved at leve som Ungkarl? Men var han da andet? Som om dette halve Forlovelsesforhold virkelig bragte nogen Forandring i den Retning, andre Vilkaar? Nej, men Sagen var blot den, at andre tav stille, mens han var aabenhjærtet; det var ikke klogt at tale om den Slags Ting.
— — Han hørte ligesom en Kjole rasle udenfor paa Køkkentrappen. Skulde det allerede være Mary? Nej, hun kom ikke den Vej! Det bankede paa, et lille rask Slag, og et ungt smilende Dameansigt viste sig i Døren.
»Maa jeg komme, Karsten?«
»Men du gode Gud, Charlotte, hvordan kommer du her?«
Han var bleven aldeles bestyrtet ved at sé sin Kæreste. Han havde en Forglemmelse af, at nu ramlede det altsammen.
— 128 —
