aftenvisiter.
Du sér ikke rigtig rask ud i Aften, Karsten. Har du det ikke godt?«
»Aa, jeg er lidt træt og nervøs. Jeg har arbejdet vel meget i Dag.«
»Din Stakkel« — og hun bøjede sig ned mod ham — »du har vist altfor meget at bestille? Og det er for min Skyld, du arbejder, ikke sandt, Karsten? For at vi snart kan faa Bryllup? Men saa skal du ogsaa faa det godt — aa, jeg skal gøre alt saa hyggeligt for dig.«
»Ja du lille, saa skal vi ha’e det rigtig godt, vi to.«
Han saá paa Uret. Klokken var straks ni. Blot hun ikke kom altfor præcist. Hans Hoved bankede i Feber, han frøs, og hans Hænder var iskolde. Saa lod han sig glide ned paa Gulvet og lagde sit Hoved i hendes Skød; han kunde ikke udholde at sidde Ansigt til Ansigt med hende.
Hun strøg ham gennem Haaret ned over Panden.
»Hvor du er hed, Karsten! Bare du er rask?«
»Det er ingen Ting, du. Mit Hoved er altid saa varmt.«
— 133 —
