ansigt til ansigt.
ufølte, med en Ordpragt og Farveglød, der skulde dække over Tomheden.
Han selv sagde, at han maatte være Ansigt til Ansigt med Naturaanden Pan, for at denne kunde faa Magt over ham; at dette i mer eller mindre Grad var Tilfældet med alle, og at den paniske Skræk jo netop var et Bevis for den Indflydelse, som Ensomheden havde paa Naturens Magt over Menneskene.
Derfor tog han hvert Aar to, tre Gange alene ud i Dyrehaven — — —
Han laa udstrakt paa Ryggen under et mægtigt Bøgetræ, med Hænderne flettede sammen under Nakken; Hatten var falden af, og hans bløde, blondgule Haar faldt ned over hans høje, fint aarede Pande. Der var, som han laa dér og stirrede frem mod de drivende, pudrede Skyer paa den rene Sommerhimmel, noget smertelig træt over hans næsten kvindelig fine Ansigt og et hjælpeløst Udtryk i hans tilslørede blaa Øjne, hvis skiftende Smil og Alvor Kvinder holdt saa meget af at fordybe sig
– 8 –
