aftenvisiter.
»Hvor længe skal man vente?«
»Ja, du maa undskylde; men en af mine Venner var der. Jeg maatte jo have ham bort først.«
Hun saá hans Forvirring.
»Du lyver!«
Han var saa slappet, at han knap fandt det Umagen værd at overbevise hende, og det var i en træt Tone, han sagde:
»Men kæreste Mary — det var en af mine Venner, tro mig saa dog.«
Hun vilde ikke tro ham; hun var saa forbitret, at hun vilde gaa straks igen; han gad ikke tale, og for at faa en Ende paa det trak han hende ind med sig. Men han var vammel ved hende, ønskede hende langt borte.
Det første, hun gjorde, da hun var i Værelset, var at fare hen til Vinduet for at sé ud.
»Hvad vil du dér.?« spurgte han og løb efter hende.
»Jeg sér, om der kommer nogen ud herfra Huset.«
»Lille Fæ« — han tog hende om Livet
— 138 —
