aftenvisiter.
— »hvis der var noget at opdage, saa var det allerede for sént.«
Og han bar hende bort fra Vinduet, satte hende i en Gyngestol og lagde sig paa Gulvet ved hendes Fødder. Dovent gned han sin Nakke frem og tilbage hen over hendes Knæ, mens han sagde: »Sikken et Barn, du dog er, Mary. Hvorfor vil du nu ikke tro mig? Det kunde s’gu ikke falde mig ind at lyve.« Saa blev han efter Haanden varm ved Berøringen med hende, tog hendes Haand og bed i Fingrene; reiste sig pludselig og kyssede hende i Nakken. Hun bøjede i Behag Hovedet frem, og han kyssede igen ...
Men næste Morgen modtog Karsten Broberg følgende Brev fra sin Kæreste:
»Der er Ting, der er saa oprørende, at de ikke kan glemmes.
»Du kunde have sagt mig alt, og jeg vilde have tilgivet dig, men din Fejghed lod dig lyve gemént.
»Du skammede dig ikke for at jage mig, din vordende Hustru, af din Stue for at give Plads for din Elskerinde.
— 139 —
