ansigt til ansigt.
i, fordi de aldrig vidste, naar de fangede ham selv deri.
Det var i Middagstiden, og Skoven var tom for Mennesker. Den hvilede i lykkelig, uforstyrret Harmoni; Solen skinnede skraat ind paa Stammerne og dryssede gennem Bladene Guld ned paa fjorgammelt Løv. Hen over Toppene drog sig en sagte Susen, en varmt aandende Kærligheds-Hvisken. Ellers var der saa lydløst tyst, at et Blads Falden til Jorden hørtes som en fin Knitren i det tørre Løv.
Det gik Erik Prahl, som det kunde gaa ham, naar han i Kongens Have saá en Flok legende Børn, eller naar han en Søndag Eftermiddag mødte en tarvelig Borgerfamilje, der glad i sin beskedne Lykke traskede med Madkurven ud ad Alléen; som det gik ham, hver Gang hans urolige, utilfredse Hjærte stødte sammen med noget, der aandede Fred og Harmoni.
Han følte sig da som stillet overfor noget fremmed, der uden at ville det blev ham fjendligt; som han til daglig væbnede
sig mod med et medlidende Smil, en over-
– 9 –
