den sidste.
Carl svarede ikke; han gik hen imod Døren ind til Sønnernes Værelser.
»Aa, vent et Øjeblik Carl. Du har vel ikke saa travlt, og jeg vilde gerne tale lidt med dig.«
Han satte sig i en Stol tæt ved Moderen, og skottede mistænksom hen til hende.
Fru Hammer strikkede en Pind færdig, saa lod hun Strikketøjet synke ned i Skødet og saá skarpt paa Carl, saa han slog Øjnene ned.
»Carl, du burde ikke omgaas Emils Venner saa meget.«
»Hvorfor dog ikke, Mo’r?« Han forsøgte at sé frejdigt paa hende.
»Emils Venner er ingen Omgang for purt unge Mennesker. Deres Anskuelser er meget for løse.«
»Men Emil da?«
»Emil er din Bro’r. Men for Resten véd du jo godt, hvor meget jeg Hder ved hele den Retning, hans Udvikling har taget.«
Carl tav. Han bladede forlegen i sin Bog.
— 147 —
