den sidste.
»Jo vist, Barn.« Og hendes Haand trykkede fastere mod hans Knæ. »Men saa kæmper man ærligt og med Bøn mod Tvivlen, saa kuer man den ned, Carl, saa river man alt sit ynkelige Hovmod ud, om saa Hjærtet bløder derved; men man søger ikke Tvivlens Bestyrkelse i daarlig Omgang, man flyer ikke Herrens Hus, man læser ikke Vantroens sledske Bøger —«
Men da hun saa, at Carl kun blev koldere ved hendes Ord, rejste hun sig og lagde Armene om hans Hals, og hendes Stemme blev saa blød og bristende:
»Min egen Dreng, jeg skænder jo ikke — jeg blot beder dig: Slip ikke Herren din Gud, og slip ikke din Mo’rs Formaninger; dem vokser man aldrig fra. Jeg har jo kun dig tilbage; gik ogsaa du, saa sad jeg alene med Gud. Gud er naadig, Barn, og god, men ene med ham, altid ene under hans Storheds Tugt — jeg holdt det ikke ud. Og derfor — ikke sandt Carl? — vil vi to holde sammen, vi slipper ham ikke, Haand i Haand vil vi bede ogsaa for din stakkels Bro’r, for du sagde det jo: Du blot tvivler til Tider,
— 149 —
