den sidste.
men naar vi hjælpes, du og jeg, saa bliver det altsammen godt. Tror Du ikke, Carl?«
Han havde forsigtig rejst sig, mens hun talte, og lagt Armen om hendes Liv. Hun holdt stadig sine Hænder om hans Hals, og han havde bøjet sit Hoved ned mod hendes Skulder.
»Jo, Mo’r« hviskede han, og hun knugede ham tæt til sig.
Da hun endelig slap ham, var der Taarer i hendes Øjne.
»Gaa saa Carl, og Vorherre være med Dig!«
Hun stod med et Smil om Læberne for at kunne sende ham et glad Nik, naar han vendte sig i Døren, inden den lukkedes, men han skyndte sig igennem den uden at sé tilbage.
Hun stod nogle Øjeblikke og stirrede derhen, med Haanden støttet mod Bordet, mens Smilet om hendes Mund langsomt døde hen, og Læberne lukkede sig strængt og haardt.
Angsten havde atter grebet hende.
Hun gik hurtig frem og tilbage i Stuen, og alle hendes bange Tanker søgte ud i en Bøn, som hendes Læber mimrede. Men
— 150 —
