den sidste.
at kunne høre, bange for at røre sig, med Bogen i Haanden.
— — Da Carl fra Dagligstuen kom ind i Emils Værelse, saá han denne sidde ved Skrivebordet og arbejde.
Han standsede tvivlraadig, men satte sig tilsidst i en Stol.
Emil arbejdede stadig uden at lægge Mærke til ham.
»Emil!« sagde han saa endelig.
Det lød saa forknyt, at Broderen hurtigt vendte sig om.
»Hvad er der i Vejen?« spurgte han.
»Har du Tid, Emil? Jeg vilde saa gerne tale med dig.«
»Ja, om et Øjeblik. Lad mig blot gøre dette færdigt!«
Der hørtes kun Pennens fine Kradsen paa Papiret; Carl lyttede mod Dagligstuen, ogsaa dér var ganske tyst.
Emil var færdig; han drejede Stolen om henimod Carl og saá paa ham.
»Naa, hvad er der saa?«
»Aa, Emil, jeg er saa ulykkelig.« Og
— 153 —
